Det afslørede 'Dagbladet' med en simpel opringning til britisk militær, der kunne oplyse, at satellitsamtaler af sikkerhedsmæssige hensyn ikke er tillladt.

Khan har nu tilbagebetalt pengene, sygemeldt sig og meddeler, at hun ikke agter at stille op til næste valg. Og Arbeiterpartiets formand, Hill-Marta Solberg, forsøger at berolige nordmændene med ordene:

"Rådgivningen fra spåkoner har ikke haft indflydelse på Arbejderpartiets arbejde i Stortinget".

"I øvrigt mener jeg", at Arbeiterpartiet har mere brug for at gøre noget ved nutiden end at se ind i fremtiden. For med det seneste års norske meningsmålinger er det ikke svært at spå om en oppositionsperiode til AP.

Så hvorfor modsætter en ideologisk venstreorienteret sig den eksisterende sociale, økonomiske og politiske orden? Hvorfor er de så målrettede i deres propaganda for ændringer, uanset hvor irrationelt eller uproduktivt det end måtte være? Det kan der være mange grunde til, og for mange venstreorienterede vil mere end én grund passe.

Den enkleste forklaring kan ganske enkelt være, at man er født ind i et venstreorienteret verdenssyn. Bliver man eksempelvis født ind i et arbejderklassemiljø, garanterer det med næsten sikkerhed et venstreorienteret syn på mange emner. Fagforeningsaktivitet og venstrefløjen har generelt være så stærk så længe, at de er radikaliserede på mange områder, der ellers ville have været støttet af en konservativ befolkning, og fået venstreorienterede synspunkter til simpelthen at blive traditionelle der. Man kan sige, at forklaringen på et venstreorienteret syn der, kan siges at være et sociologisk et.

Et andet eksempel på en sociologisk grund til et venstreorienteret syn kunne være den måde universitetsstuderende blev radikaliserede på, i et overvejende liberalt akademisk humanioramiljø og socialvidenskabeligt miljø. Lærerne synes også ofte at være venstreorienterede, af hvilke mange der underviser og styrer andre i arbejdssammenhæng, også synes at fortsætte dette efter arbejdsdagens ophør.

1. Menyerang balik

2. Bertahan

3. Membalas (Perbuatan)

Atas Musuh Sosialism di Bumi Manusia (Societas, Politikon, Economikus) Indonesia

1. Berdasarkan Sosial Logika Materialism

2. Kerakyatan (Ajaran, di "Negara")

3. Kebaruan Zaman (= Alam)

Mempersiapkan Pemerintahan Kenegaraan di Indonesia, terlaksanakan karena Demokrasi (= suatu Kekuasaan) melalui Pembentukan Masyarakat (Pemilihan)

1. Kebebasan

2. "Hak"

3. Politik

<Jeda

Sedangkan menjatuhkan ? Banyak Pihak yang berhasrat. Didasarkan Materialisasi Negara - Politik. Undang Undang Dasar Republik Indonesia Tahun 1945 (Amandemen). Kekuasaan Presiden (atau, Figuralism !?!)

<Tutup

SEKIAN

Ofte refereret til som ”Femte Kolonne”, er folk der influerer den offentlige mening gennem varierende medier, og promoverer en uddannelsesagenda, hvis hensigt det er at underminere familieværdier, Grundloven´s principper og promovere medlemskabet af en verdensregering. Hjælp og tilskyndelser til vore fjender er almindeligt ubekendte i pantsættelsen af vores samfund, orkesteret af de der mener, at alle i samfundet skal behandles éns, uanset forskelle. Andre spiller en rolle i en agenda, der vil fjerne vores form for styre, og erstatte det med et styre der ikke tillader jødisk-kristne medlemmer af samfundet.

Antonio Gramsci teoretiserede i sin bog ”Prison Notebooks”, at kristendommen tjener som barriere for ”den nye, revolutionære civilisation marxisterne ønsker at skabe”. Ethvert åbenlyst forsøg på at nedbryde dette sammenstimler tilhængere, der er fast besluttede på at forsvare ”målet gradvist at transformere samfundets kollektive bevidsthed, over få generationer, fra det tidligere kristne verdenssyn, til marxismens mere harmoniske verdenssyn”.

Gramsci troede at venstrefløjsgrupper som radikale feminister, ekstremistiske miljøforkæmpere, ”borgerrettighedsforkæmpere”, anti-politi associationer, internationalister og ultraliberale kirkegrupper, behøvede at samarbejde med kommunisterne, for gennem en forenet arbejderfront at skabe transformationen af den gamle kristne kultur.

Yderligere ville kommunister og deres sympatisører tage kontrol over ”kirker, uddannelse, aviser, magasiner, elektroniske medier, seriøs litteratur, musik, visuelle kunstarter og så videre, ”for at kunne dirigere menneskelige tanker og fantasi”. Med disse betingelser på plads ”forsvinder seriøs opposition, eftersom menneskeheden ikke længere er i stand til at optage argumenter fra marxisternes modstandere. Menneskeheden vil faktisk ”elske deres trældom, og vil ikke engang opdage deres trældom”

William Lind forklarer i ”What is Political Correctness?”, at marxismen laver indhug i vore samfund, gennem en bevægelse ved navn “Kulturel Marxisme”, bedre kendt under betegnelsen “Politisk Korrekthed”. Dette begyndte for mange årtier siden på Frankfurterskolen, hvis formål det var, at redde menneskeheden fra vestlig civilisation. Mange af skolens ledere flygtede far den tyske nationalsocialisme til amerikanske universiteter.

Han peger på mange paralleller mellem Politisk Korrekthed og klassisk, økonomisk Marxisme; den første værende, at begge ideologier er totalitære. Den kulturelle marxismes mål er at skabe ”et samfund ikke bare af lige muligheder, men lige betingelser”. Denne vision modsiger menneskelig natur, ”da folk er forskellige, ender de ulige, uanset udgangspunkt – samfundet vil ikke samtykke dette, med mindre det tvinges”. Politisk Korrekthed overtager ytringsfrihed, presse og tanke.

For det andet har Kulturel Marxisme og klassisk, økonomisk Marxisme enkeltfaktorforklaringer på historien. Klassisk Marxisme argumenterer, at hele historien er determineret af produktionsmidlernes ejerskab. Kulturel Marxisme siger, at historien i det store hele kan forklares ved hvilke grupper – defineret gennem køn, race og seksuel normalitet eller abnormalitet – der har magten over andre gruppe.

For det tredje at ”erklære visse grupper for dydige og andre for onde a priori, uden hensyntagen til disse individers faktiske adfærd. Klassisk Marxisme definerer arbejdere og bønder som dydige, og bourgeoisiet (middelklassen) og andre kapitalejere for onde. (Politisk Korrekthed anerkender ikke eksistensen af kvinder der ikke er feminister, og definerer sorte der afviser Politisk Korrekthed som hvide)

For det fjerde eksproprierede ”Økonomiske Marxister”, hvor de end kom til magten, bourgeoisiets ejendom, og overrakte det til staten, som ”repræsentanter” for arbejdere og bønder. Kulturelle Marxister vil hvorend de kommer til magten, pålægge den hvide mand, og andre der er uenige, strafomkostninger, og giver privilegier til grupper de favoriserer. ”Affirmative Action” er et eksempel.

For det femte anvender begge parter ”skidtvidenskab” i deres analytiske metoder, for at fordreje beviser, så de i alle situationer demonstrer ”korrektheden i deres ideologi”. Kulturelle Marxister anvender lingvistisk dekonstruktion i demonstrationen af at sorte, kvinder og homoseksuelle undertrykkes, ved at ”læse meningen ind i teksternes ord (uanset deres faktiske mening).

Islamfascister har også opnået forståelsen af, at det er lettere at vinde over et folk, der er sympatiske mod deres sag, end direkte at true deres måde at leve på. I følgende forklarer Frank Salvato, at et brev skrevet af Ayman al Zawahiri til Abu Musab al Zarqawi, gør det åbenbart, at Zawahiri forstår vigtigheden af effekten af medierne.

”Skaden smedet af femte kolonne er ikke irreversibel, men vi må kende den for det den er, så den kan skubbes tilbage. Én måde ville være ikke at tillade fremmed præcedens, under afgørelsen af betydningen af konstitutionen. Højesteretsdommer Roberts mener, at fremmed præcedens strækker sig til dommeres råderum, og ”tillader dommeren at inkorporere hans eller hendes personlige præferencer og tilsløre dem med autoriteten af præcedens, da de finder præcedens i fremmed lov, og anvender denne betydning til at afgøre konstitutionens mening”, hvilket er misbrug af præcedens. Hjemlig præcedens kan begrænse og forme dommeres råderum. Nyligt har højesteret anvendt fremmed præcedens i afgørelsen Roper mod Simmons omkring ungdomsdødsstraf”

I uddannelse findes også en meget viljefuld agenda omkring skabelsen af en ny social orden. Den begyndte i 1915, da John Dewey´s kollega Charles Judd fra Cleveland-gruppen, opfordrede medlemmer til at reorganisere deres skolers instruktionsmateriale; signalerende begyndelsen af ”skudsmålsprocessen”, brugt til at kontrollere udannelse.

I 1930 blev John Dewey citeret for at have sagt, at de demokratiske ideal kun er muligt under opgivelse af kristendommen. ”Den døende laissez-faire må fuldstændigt destrueres, og alle må være emne for en højere grad af social kontrol…..En rimelig indkomstdistribuering må søges…..og skolernes overordnede funktion må være individets sociale orientering. Den må søge at give forståelsen af overgangen til en ny orden.

I 1940´erne promoveredes de socialvidenskabelige tekster ”Building America”, der senere blev fordømt af California Senate Investigating Committee on Education, for ”deres underliggende støtte til Marxisme eller Socialisme, modarbejdende amerikanske værdier”. I sidste instans brød socialvidenskabelige studiers curriculum med ”den traditionelle dominans af Historie og Geografi”.

I 1970 udtalte præsident for NEA Cathrine Barrett, at ”dramatiske ændringer i måden vi opdrager vore børn i år 2000 er indikerede, især i retning af skoling. Hun fortsætter, ”Vi bliver nødt til at erkende, at de såkaldt ”grundlæggende færdigheder”, der for nuværende repræsenterer næsten hele grundskolens bestræbelser, må reduceres til en fjerdedel af den nuværende skoledag. Kun sådan kan læreren ”komme til sin sande ret”. Som mere end blot en informationsdispenser, vil læreren være en formidler af værdier, en filosof…..Vi vil blive forandringsagenter.

Hillary Clinton i bogen ”It Takes a Village”: ”Børn tilhører, ikke forældre, men hele samfundet”

Femte Kolonne truer selve vores eksistens. Den hjælper og tilskynder vore fjender, i deres bestræbelser på at underminere vores kulturarv, gennem fremhævelse af minoritetsværdier og overbevisninger, og marginaliserende værdierne opretholdt af landets majoritet.

Alt dette er en spand koldt vand i hovedet på vore forfædre, der kæmpede for vore værdier

Hvad ville vore forfædre mon have haft os til at gøre? Definere vores rolle i det globale samfund, eller lade fjenden definere den for os?

• Socialisme er det modsatte af liberalisme!
• Socialisme og liberalisme er revolutionære ideologier!
• Liberalister vil have laissez faire – socialister et rent miljø!

Det er ikke unormalt at definere A i kontrast til B. Men når det kommer til liberalisme og socialisme kan det bare ikke lade sig gøre fordi, at der er tale om på sin vis forskellige ting.

Hvor liberalisme er en rendyrket politisk ideologi om frihed, er socialisme iht. Encyclopædia Britannica:

[A] social and economic doctrine that calls for public rather than private ownership or control of property and natural resources. According to the socialist view, individuals do not live or work in isolation but live in cooperation with one another. Furthermore, everything that people produce is in some sense a social product, and everyone who contributes to the production of a good is entitled to a share in it. Society as a whole, therefore, should own or at least control property for the benefit of all its members.

Med andre ord: Socialismens modsætning er kapitalisme, ikke liberalisme.

Den oprindelige gren af liberalismen, det, som man kalder den klassiske liberalisme, var et menneske- og samfundssyn, som kombinerede de liberale frihedsidealer med det kapitalistiske ejendomsretssystem.

I tiden omkring Den Store Depression skete der skred i den liberale selvforståelse og den såkaldte ”moderne liberalisme” (socialliberalismen) blev født. Tilhængere af denne ideologi adskilte den ideologiske liberalisme fra den økonomiske kapitalisme på en sådan måde, at kapitalismen blev erstattet af en moderat form for socialisme, som gav de socialliberale moralsk og ideologisk tilladelse til at kollektivisere/socialisere samfundet, som de fandt bedst.

Det danske samfund i dag er i høj grad præget af denne socialliberale tankegang, hvor nogle frihedsrettigheder (her tænker jeg især på ytringsfriheden) vægtes højt, medens ejerskabsstrukturen i samfundet i høj grad er socialistisk i den forstand, at staten har magt og midler til at ”regulere”, hvordan menneskers ejendele og jord benyttes.

Så lad os lige tage den igen:

Helt sort/hvidt (gentager: sort/hvidt!) er socialisme og liberalisme ikke hinandens modsætninger. Derimod er socialisme og kapitalisme hinandens modsætninger i den forstand, at de i princippet udelukker hinanden.

Noget andet er så, at man, som nævnt ovenfor, oftest sætter lighedstegn mellem liberalisme og kapitalisme -- hvilket jeg naturligvis ikke har noget imod at man gør.

Gloire à France Inter ! Ce matin un journaliste commentant la présentation des motions devant la fédération socialiste de Paris constatait que celui qui avait été le plus applaudi et le seul qui apportait un message nouveau et dynamique était Benoît Hamon.

Gloire à France Inter car il est rare qu’un media cite l’existence de la motion « un monde d’avance » proposée aux militants socialistes. Il est plus fréquent de ne voir citées que les trois textes conduits par des éléphant(e)s ! En faisant silence sur la motion Hamon, les « commentateurs » politiques peuvent tranquillement déplorer l’absence de nouveauté, le peu de différences entre les orientations proposées, et réduire ainsi l’enjeu du Congrès de Reims à une bataille de chefs déconnectée des problèmes du pays.

Nous le savons, nous ne l’avons que trop vécu lors du débat sur le Traité Européen : lorsque les médias choisissent leur camp, à l’époque celui du Oui, celui du conformisme euro-libéral, ils ne font pas dans la mesure. Au pire ils passaient sous silence les arguments des tenants du Non de gauche, se contentant de citer ceux de Le Pen, au mieux ils confondaient tous les opposants au traité dans la boue de la xénophobie, du nationalisme ringard et de la peur de l’étranger, caricaturant avec zèle tout ce qui n’était pas conforme à leur choix.

Cette fois, pour les médias, l’exception Hamon viendrait détruire la thèse qu’ils sont bien décidés à marteler : les socialistes sont incapables de proposer une véritable alternative à la droite. D’où le silence sur cette orientation. Les journalistes usent pour s’en défendre d’arguments inacceptables : on ne parle pas du texte d’Hamon parce qu’il a peu de supporters, parce qu’il n’a pas de candidat présidentiable, etc. A faire le silence sur les hommes et les orientations qui pourraient renouveler le débat, on assèche celui-ci et on réduit la politique à l’éternelle confrontation entre ceux ou celles qui ont occupé la scène politique depuis déjà longtemps.

C’est un constat : les médias ont choisi de favoriser l’expression de ceux qui le plus souvent se sont trompés depuis des années. Car, depuis des années, on nous explique au parti socialiste, qu’il faut abandonner les « vieilles lunes socialistes », que depuis la chute du mur de Berlin il faut reconnaître la victoire du capitalisme et l’accepter comme l’horizon définitif de notre combat, qu’il faut accepter la loi du marché voire le libéralisme avec l’espoir d’en corriger les effets désastreux. Naguère certains de nos responsables avaient les regards admiratifs tournés vers le SPD, vers le blairisme et la « troisième voie ». Et ce sont ces dirigeants qu’il faudrait reconduire au moment même où l’histoire leur donne tort ?

Le texte que je soutiens, celui dont le premier signataire est Benoît Hamon, a le mérite de rassembler tous ceux qui, depuis des années, sont accusés de « ringardise » parce qu’ils avaient refusé la compromission avec le libéralisme, parce qu’ils avaient fait passer leur combat pour le socialisme avant toute autre considération, parce qu’ils refusaient le libre échange généralisé, qu’ils voulaient affirmer le retour de la puissance publique dans l’économie, changer l’orientation de la construction européenne, afin de redistribuer les richesses et de répondre à l’urgence écologique. Ceux là savent que l’enjeu politique de ces prochaines années n’est pas de tenter d’améliorer la politique économique et sociale du pays sans toucher aux grandes lois du marché et de la concurrence non faussée. Il n’est pas de promettre des réformes de gauche, socialement plus justes, sans se donner les moyens de les rendre efficaces et pérennes..

Il est de changer profondément les règles de fonctionnement de l’économie, pour rendre effectivement possible une répartition des richesses plus équitable et mettre fin à la course imbécile au profit.

Ceux qui soutiennent la motion « Hamon » ne sont pas les attardés d’un socialisme archaïque. Ils savaient, bien en amont de la crise, qu’il n’y a guère de compromis possible avec la logique libérale, comme voulaient le faire croire les tenants d’un social-libéralisme aujourd’hui condamné. Ils avaient, ils ont toujours sur les camarades qui sont en train de redécouvrir la gauche, « un monde d’avance ».

Jacques Fleury

[dailymotion id=k4lOYY05J7FXIQc2SO]

Via en anden blog kom jeg til at støde på en lidt ældre artikel af Hans Excellence Per Stig Møller (a.k.a. "Ham den stive") om et par værdifulde inspark, som den pseudo-liberale (læs: konservative) ville kunne lade sig inspirere af; et indspark, leveret af ingen ringere end gode gamle (og heldigvis meget afdøde) Mao Zedong.

For i 1970'erne skulle der virkelig laves om på formerne. Bevares: Velfærdssamfundet var forlængst opstået og var dengang, som nu, en fast del af disse former, så jo, man burde nok have lavet meget op allerede dengang. Det skete som bekendt ikke og vi lever i dag med konsekvenserne heraf - men ud over at give datidens vælgere fingeren er der ikke meget andet man kan gøre.

For heldigvis gik det jo ikke så slemt, som Per Stig ville have det.

Som han dengang så på det skulle samfundet, som sagt, laves om. Ikke så folk kunne få deres frihed tilbage, men så de kunne give mere af den til det store kollektiv. Hyggeligt, ikke sandt?

Det er nok de færreste nu om stunder som lige akkurat ved hvad "ØD" er. Men det vidste alle dengang. Og i modsætning til Sverige blev dette bizzare eksperiment med økonomisk demokrati heldigvis ikke til noget i Danmark -- sådan lovgningsmæssigt i hvert fald.

Vi tror, vi vælger en regering, men vi vælger kun en del af den faktiske regering. Tag finanspolitikken, hvor banker, importører og organisationsfolk i realiteten opstiller rammerne for en finanspolitik. Det er hvert andet år nogle få organisationsfolk, der mødes for at afgøre hele folkets økonomiske status. Det er banker, der er uden for samfundets kontrol, der afgør, om de vil begrænse pengemængden eller på trods af henstillinger øge den. Det er importører, der afgør valutakassens stilling og handelsforbindelsernes art. Det er handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør udenrigspolitikken. Tyge Dahlgaard sagde det, og blev fyret. Men politikken er stadig den samme. Det viser Sydafrika, Rhodesia, Grækenland og Spanien.

Hmm... Hvor har jeg mon set denne form for paranoia overfor noget så basalt som markedsmekanismen, som siger, at det er forbrugerne der bestemmer hvilke virksomheder, der er berettiget til at leve og hvem der skal dø? Nå ja: Den aktuelle debat om lukkeloven.

...Ved salg til udlandet begrænses den udenrigspolitiske frihed...

Igen: Hmm... Er dette egentlig ikke en modsætning i sig selv? Tjo!

Og så kommer klassikeren, der gang, på gang, på gang nævnes i debatten om hvilken retning den danske uddannelsespolitik bør indvikle sig i:

I uddannelsen må der lægges vægt på de færdigheder, som det samfund, man bevidst søger at realisere, måtte kræve... At sensibilitetskurser og gruppedynamik er kommet ind i uddannelsessektoren er det europæiske menneskes tribut til det orientalske og afrikanske. Her har hovedvægten været lagt på fællesskabsudfoldelse fremfor individualudfoldelse, og dette er, ifølge Sedar Senghor, grunden til, at man ikke kender ret mange ældre afrikanske kunstnere af navn. De er gået op i fællesskabet og har ikke følt noget behov for en individuel frelse ved historiens domstol. Alene sociologernes erfaringer om det såkaldte "ensomme massemenneske" skulle underbygge nødvendigheden af optræning til kollektivitet.

Jeg gad egentlig godt at se, hvordan et indoktrineringssystem med sensibilitetskurser og gruppedynamik (hvad fanden er det egentlig?) ville se ud; jeg vil ikke deltage, bare se det.

Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, må den tænke i andre baner, når den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt i at lade Adam Smith møde Mao. Ved at hæge for meget om fortiden, kan et parti ikke gå ind i fremtiden. Ved at skele for meget til sine gamle støtter, kan det ikke finde nye. Den eneste politiske vej går over "enhed - kritik og selvkritik - enhed", således som formand Mao forresten sagde det.

Den her afslutning er vidunderlig og absurd på en og samme tid.

Heldigvis kan man selvfølgelig blive klogere på 30 år -- det håber jeg da.

Adam Yahiye Gadahn (Arabic: آدم يحيى غدن‎, born Adam Pearlman, September 1, 1978) is an American-born English-speaking senior operative, cultural interpreter, spokesman [1] and media advisor[2] for the Islamist terrorist group Al-Qaeda.

Hij heeft uiteraard geen gelijk met zijn keuze voor Al-Qaida. Het radikale derivaat van de reeds radikale wahhabistische ideologie kan men zowat de "trotskistische groep" binnenin de islam noemen. Een constante wereldrevolutie prediken, los van grenzen of culturele verschillen, waarbij andere interpretaties van de leer worden afgedaan als verraad. Ze zullen niet rusten tot de wereld is verenigd in één grote federatie: het globale kalifaat. Goed vergelijkbaar met een bepaalde strekking het trotskisme, waardoor de groeperingen in die strekking dan ook niet echt graag gezien zijn in de rest van de wereld. De ideologie van Al-Qaida is dan ook verwerpelijk.

Maar wat Adam Gadahm onlangs in een video zegt, is niet eens zo dom, althans dan toch het stuk dat ik hieronder zal aanhalen. Mijn bron is http://www.hln.be/hln/nl/960/Buitenland/article/detail/439656/2008/10/04/Amerikaanse-crisis-bewijs-van-overwinning-moslims.dhtml:

"De crisis is niet alleen veroorzaakt omdat ze kruistochten houden in Afghanistan, Pakistan en Irak, maar ook omdat ze Allahs wetten de rug hebben toegekeerd, die het uitlenen van geld tegen rente, exploitatie, hebzucht en onrecht in al zijn vormen verbiedt."

Net zoals de Katholieke Kerk verwerpt de islam winst door woeker en rente. Het is inderdaad waar dat de hebzucht van een kleine elite kapitalisten in de VSA heeft geleid tot het opblazen van een enorme zeepbel, waar de bevolking nu de lasten van zal moeten dragen. Privatisering van de baten, nationalisering van de lasten. Dringend tijd om over te gaan tot een nationalisering van de banken en een socialisering van de politieke kaste. Aangezien sociaal-democraten en hun radikalere broeders op de linkerkant incapabel blijken om de oorzaken te bestrijden, zij zien enkel baat in de strijd tegen de gevolgen, zullen het de nationalisten, de solidaristen, moeten zijn die de strijd zullen voeren.

"Det er jo dødsensfarligt at cykle rundt i byen på en cykel uden bremser. Det er fuldstændig galemandsværk"

Se også latterlige bt.dk.

Mogens, lad være med at udstille dig selv som komplet idiot. Besøg i stedet for denne underholdende tråd hos fixie-king.dk og lær hvorfor du lyder som en kæmpe klaphat.

Og så er der Berlingskes USA korrespondent og Cavling prisvinder Poul Høi som skriver, at "[d]et fri marked, som vi kender det, er en saga blot." Selv har jeg aldrig kendt noget frit marked, men nu er Poul Høi også mere berejst end jeg, så han har sikkert mødt et frit marked et sted. Helt sikkert. Poul Høi fortsætter:

"...krisen [er] tydeligvis... en krise i kapitalismen. Det er ikke en krise skabt af politiske indgreb, men af det modsatte. Det er ikke en krise skabt af planøkonomi eller blandingsøkonomi, men af det modsatte."

Fucking hell, Poul! Den finansielle sektor er en sektor, der er gennesyret af gentagende politiske indgreb! Krisen er skabt primært af centralbanken, der har sprøjtet penge skabt ud af blå luft ind i økonomien i årevis. Disse penge har pumpet boblen op, og nu hvor den er bristet gives skylden på kapitalisme?! Fucking hell... At tro som centralbanken gør, at prisen på penge skal styres centralt, er IKKE just frimarkedstænkning, vel Poul?

Og hvad fanden er egentlig det modsatte af blandingsøkonomi? "Velskrevne og vidtfavnende reportager" my ass...

And then there's this asshole:

[dailymotion id=k1LLnqMUXnEPsbMM06]

Han taler for sig selv...

By the way: Anarkomanen is back.

Alors que je venais de défendre à la tribune des idées qui n’étaient ni celles de Staline ni celles de Thorez mais qui étaient la simple traduction de la déclaration de principes du parti socialiste rédigée en 1946 par Léon Blum, un bon camarade s’est exclamé : « mais c’est du communisme ! ». Les bras m’en sont tombés !

Etant demeuré fidèle à ce texte auquel j’ai adhéré en 1959, je voudrais éviter que les positions que je défends avec d’autres soient caricaturées. Ce qui évitera à certains de rejeter dans l’archaïsme des idées qui ne sont que le fondement du socialisme et dont l’actualité montre qu’elles n’ont pas perdu de leur valeur.

Premièrement je ne suis ni communiste ni « collectiviste ». Je ne défends pas la suppression de la propriété pas plus que je ne suis partisan d’une gestion « administrée » de l’économie. Je ne suis pas un adepte du kolkhoze pas plus que du « Gosplan » ! J’affirme tout simplement avec d’autres qu’il faut sortir du libre-échange généralisé. Je sais que la loi du marché présente des avantages certains de souplesse de l’économie dans l’adaptation aux besoins. Je sais aussi que la course au profit conduit nécessairement d’abord à l’exploitation maximale du salarié, au développement du chômage et au bout du compte aux crises financières, économiques, sociales et désormais écologiques. Quand tout un chacun maintenant, de droite comme de gauche brandit la nécessité de la régulation, je me réjouis de voir certains de nos camarades, militants naguère admiratifs du « blairisme », de la « troisième voie », du social libéralisme, contempteurs des vieilles idées socialistes, redécouvrir, en courant parfois derrière les dirigeants de la droite, les bienfaits de la « régulation » ;

Je pense de surcroît qu’avec un nouvel effort, les socialistes accepteront l’idée que tous les secteurs qui correspondent aux droits fondamentaux – la santé, la formation l’air, l’eau etc – et toutes les activités qui pourraient gravement mettre en danger notre indépendance – l’énergie par exemple – ou notre emploi, devraient être laissés en dehors de la « sphère marchande », de la loi du marché. On redécouvre ces temps ci que pour éviter que la loi du marché fasse ses ravages, la meilleure réponse est « l’appropriation publique » au niveau national, européen ou régional.

Deuxièmement je suis un individualiste forcené. Je hais les sociétés qui m’enferment dans un réseau de règles de plus en plus nombreuses. Dans ce domaine je dois dire que la société sarkozienne m’est particulièrement insupportable. Elle n’aura bientôt plus grand chose à envier à la société décrite dans le « 1984 » de Georges Orwell. Je hais les sociétés qui réduisent l’homme à la condition de la fourmi. Qu’elles soient staliniennes ou capitalistes. Mais l’individualisme n’est pas le « chacun pour soi ». Ce n’est pas l’égoïsme ! Pour que chaque individu arrive à s’épanouir, il faut que chacun se fasse la courte échelle ! Il a toujours été évident à mes yeux que seule une société socialiste pouvait assurer à tous les individus – je n’ai pas dit à ceux qui ont le plus de chances – l’épanouissement maximal. Face à la machine oppressive du capital l’individu isolé n‘a aucune chance d’exister !

C’est grâce à l’organisation sociale que les individus peuvent défendre leurs droits. C’est grâce à l’organisation sociale que l’on peut offrir à chacun une meilleure formation, une meilleure organisation de la santé, une meilleure garantie de retraite. Ceux qui croient le contraire, y compris chez les socialistes, se trompent. Le recul des droits sociaux depuis des années est le résultat d’un individualisme maladif, le chacun pour soi l’emportant sur l’action solidaire, le salarié exerçant sa jalousie contre son voisin plutôt que contre ceux qui l’exploitent. Au foot-ball comme dans tous les sports collectifs, seul le jeu « collectif » est efficace. Il n’interdit pas, au contraire, à chaque joueur de s’exprimer et d’affirmer ses qualités individuelles !

Il faudrait nous dit-on être moderne, et lever les « tabous ». Mais être moderne ne consiste pas à adhérer à la pensée ambiante et dominante, répandue à l’excès par les médias au service des puissants de la société capitaliste. Etre moderne ne consiste pas à jeter aux orties ce qu’on a adoré, au prétexte que le succès n’est pas au rendez vous. La République n’était-elle déjà plus une idée moderne sous Louis XVIII parce que la Monarchie venait d’être rétablie ?

Etre « moderne » ne consiste pas à suivre le vent comme la girouette. Etre moderne ne consiste pas à écouter l’opinion publique forgée de jour en jour par nos adversaires. Notre rôle est de la convaincre qu’elle se trompe ou plus exactement qu’on la trompe ! Il est de refuser les politiques ambiguës qui ont trop longtemps dénaturé notre image ! Il est de proposer une véritable alternative à un modèle économique qui ne prospère que sur la misère du plus grand nombre.

Il existe heureusement des camarades dans ce parti socialiste qui ne l’ont jamais oublié.

Jacques Fleury

---------------------------------------------

Lire, participer, commenter et signer la motion "Un monde d'avance" conduite par Benoït Hamon et soutenue par Jacques Fleury: CLIQUEZ ICI !

Newman, pour sa part, a associé son nom à une entreprise ordinaire qui vent des vinaigrettes, du maïs soufflé, des jus de fruits et autres produits alimentaires sans originalité dans le genre. Malgré le tournant organique qu’elle adopte parce que c’est dans l’air du temps, il ne s’agit pas d’une entreprise spécialement spectaculaire et aucune conjoncture historique particulière ne la favorise. Newman’s Own (c’est le nom peu connu de cette entreprise) opère dans les conditions ordinaires de concurrence d’un secteur traditionnel. Elle gère un bilan, paie ses employés, tient le cap. Elle n’a pas spécialement détruit la concurrence dans le secteur alimentaire (il s’en fait de beaucoup!) ni fui le fisc. Elle dit ses lignes et fait son boulot, comme n’importe quelle autre affaire industrielle et commerciale ordinaire.

Et pourtant, en plus des obligations de chiffre d’affaire qui s’imposent pour qu’elle perpétue son roulement sans heurt, l’entreprise dont Paul Newman est le héraut et l’estafette dégage dis millions de dollars par année depuis vingt-cinq ans, qui vont directement à des œuvres. Un quart de milliards en un quart de siècle libéré des accapareurs, actionnaires, PDGs et autres parasites et reversé directement au bénéfice de la société civile.

La démonstration Newman c’est donc cela. Une entreprise ordinaire peut fonctionner de façon durable et assumer pleinement ses responsabilités sociales en re-versant des dividendes substantiels au bénéfice de la vie collective et ce, sans la moindre anicroche. Contrairement à ce que laisse pesamment entendre l’intox médiatique, ce n’est pas de la philanthropie au sens réactionnaire du terme, ça. Il faut voir ce qui se passe effectivement et cesser une bonne fois de tout récupérer au service de la sujétion primaire et sans nuance. Ici, les dividendes allant aux œuvres émanent de la production même. La fortune «personnelle» de Newman n’est pas engagée dans l’affaire. Tout ce que Newman fait dans la dynamique, quiconque ayant fait ses courses dans un supermarché nord-américain vous le dira sans hésiter et avec un petit sourire ami. Il rend simplement (et fort efficacement) les produits reconnaissables en ayant sa binette dessinée chafouinement sur les bouteilles de vinaigrette (et autres emballages...). Chaque produit nous montre Newman dans un déguisement différent. Il tient sa place et continue de jouer son rôle de saltimbanque. Il tient sa place, comme tout le reste de cette délicate structure entrepreneuriale. Mais c’est un saltimbanque éclairé.

Les gens qui ont réalisé ce petit exploit pratique et théorique dans les conditions contraires et hostiles que l’on connaît et/ou que l'on devine ont fait bien plus qu’inventer ce nouveau brimborion commercial pour gogo bien intentionné mais à la conscience trouble qu’est le soi-disant «capitalisme éthique». Ils ont œuvré, en toute simplicité, à une démonstration bien plus profonde. L’union «sacrée» entre commerce, industrie, et appropriation privée n’est pas une fatalité universelle et encore moins une contrainte inévitable du fonctionnement efficace qui reposerait sur quelque appât «atavique» pour le gain égoïste que dicterait incontournablement la «nature humaine». L’entreprise aux profits maintenus privés, c’est une particularité conjoncturelle, transitoire, explicable historiquement, ayant eu un début, un développement et une fin. La fin de la propriété privé des moyens de production (qui fait que des «philanthropes» ineptes dans le genre de Gates se retrouvent avec cinquante milliards de menue monnaie dans leur poche et décident parcimonieusement de ce que seront leurs responsabilités sociales comme on assure l’intendance d’une campagne de promotion de soi) ne sera en rien la fin du commerce, de l’industrie, voire de la finance. Les profits du commerce et de l’industrie peuvent aller glissendi au service direct de la société civile sans que le fonctionnement de ces secteurs ne s’en trouvent le moindrement compromis. CQFD…

Quoi qu'il advienne de cette entreprise et de cet exercice dans le futur trouble qui est devant nous, il reste que, lors du passage au socialisme, on se souviendra indubitablement de la leçon simple et imparable de Newman’s Own…

J'ai eu cette idée à la suite du billet d'Alex « Georges W. Bush, un sale communiste », du blogue « Le Satellite Voyageur ». Il a reparlé de cette idée dans son billet « Séance d'autodestruction en direct », me titillant du coup, ce qui m'a donné le goût de la faire, même si j'ai vu, via le blogue du QL, que l'idée avait déjà été exploitée autrement :

On l'a appris aujourd'hui qu'a été approuvé en Equateur avec près de 64% des suffrages le référendum constitutionnel lancé par Rafael Correa, président du pays. ce référendum permet donc à l'Equateur de passer dans un "socialisme du XXIème siècle." selon l'expression en vigueur.

Et des nouvelles comme cela, il n'y en a pas beaucoup en ces temps de crises ( annoncée depuis 2006 par les économistes sérieux), de big brotherie( Edvige 2.0) et de privatisation (La Poste)

bref réjouissons nous. Pour la première fois au monde, un référendum démocratique laisse sa place à une constitution socialiste, au sens noble du terme, sans violence, sans besoin d'avoir des morts etc ...

Je rappelle qu'Allende avait fait des lois socialiste et une constitution démocratique mais n'avait pas pu aller aussi loin.

L'enjeu tait de taille puisque Correa avait annnoncé que si le Non l'emportait, il démissionerais et toutes les nationalisations entreprises auraient été levées.

Sans oublier de rappeler que Correa est un homme qui, devant les nations Unies a annoncé qu'il s'engaeait à arrêter toutes ses productions d'hydrocarbures polluants et toute déforestation de la forêt amazonienne si l'Equateur obtenait des contreparties économiques de la communauté internationale, afin de lutter vérotablement pour l'environnement.

Chavez avait échoué au Venezuela, La Bolivie se prononcera le 7 décembre.

Alors oui, nous pouvons être ce soir heureux en ce jour historique :)

"Le projet de Constitution consacre le pouvoir de l'Etat sur l'économie, en lui réservant la "planification du développement" d'un pays vivant essentiellement de l'extraction de pétrole par des compagnies étrangères et des devises qu'envoient ses émigrés.

Porté par M. Correa, élu en 2006, le projet accorde aussi des pouvoirs renforcés au chef de l'Etat, qui pourra effectuer jusqu'à deux mandats consécutifs de quatre ans et aura la possibilité de dissoudre l'Assemblée. M. Correa a déjà annoncé qu'il userait de ce pouvoir et briguerait un nouveau mandat en février 2009.

La Constitution consolide en outre le principe de la gratuité des services de santé et d'éducation que M. Correa a commencé à instaurer dans ce pays de 13,9 millions d'habitants, où 50% de la population vit sous le seuil de pauvreté.

Elle prévoit enfin l'interdiction de la présence de troupes étrangères, ce qui mettra fin à l'accord entre Quito et Washington pour l'utilisation d'une base équatorienne comme point de départ des opérations antidrogue américaines."

At ”alle mennesker er lige” synes at have udsprunget af den kristne idealisme. I et forsøg på at gøre dette udsagn mindre latterligt for ikke-religiøse, har man vedhæftet ”for loven”. Men dette er også faktuelt forkert. Vores behandling af loven er meget ulige, og synes skæbnelagt til at forblive sådan. De fleste af os har overhovedet ikke råd til loven. Det betyder ikke, at lighed for loven ikke er et udmærket ideal: I et demokrati er det indlysende vigtigt, at regeringer ses som retfærdige og så upartiske som muligt i behandlingen af borgerne – men imperativet for dette behøver ikke komme fra en quasi-religiøs myte.

Venstreorienterede synes ofte at være ureligiøse, hvis ikke anti-religiøse (i det omfang at venstrefløjen selv ikke er en slags sekulær religion) og vil ofte afvise opfattelsen af, at alle mænd er ”skabt” lige, og vil – under præs – somme tider retfærdiggøre deres endeløse og karakteristiske fortalen for lighed ved at sige, at hvad de virkeligt mener med deres doktriner er, at alle mennesker er af ”lige værdi” eller lignende. Men lige i forhold til hvem? Og hvordan finder man ud af det? Kun lige på nippet igen at ty til religion efter svar på et sådan spørgsmål, bliver sloganet hurtigt reduceret til en rekommandation af, at alle individer skal ””behandles” lige – og dette er noget intet menneskesamfund eller dyresamfund nogensinde har gjort, eller synes sandsynligt nogensinde at gøre. Så doktrinen forbliver from absurditet.

Og den konkurrerende konservative doktrin, om at alle personer bør behandles ”fair” – eksempelvis ifølge dennes ”fortjeneste”, hvordan man end afgør dette – synes for venstreorienterede at forblive en pestilens, i det mindste teoretisk (måske delvist fordi dette kræver mere kompleks bedømmelse, og er derfor mindre egnet til propagandaformål). Konservative ser det også i almindelighed som fair, at alle børn af uddannelsessystemet skal gives ”lige muligheder”, men dette forholdsvist store ideal er i almindelighed langt fra nok for venstreorienterede.

Fordi de intellektuelle ressourcer i det store hele var så spinkle, led venstrefløjens tilhængere som vi engang kendte dem, et nederlag gennem kollapsen af ”det store alternativ” og angivelige eksempel på lighed – Sovjetunionen – så venstrefløjen har i de seneste år måttet finde nye veje for agitation. Kritik af vores ulige kapitalistiske samfund er blevet meget mindre plausibel, nu hvor kapitalismen synes at være byens eneste ”show”.

Der er derfor opstået nye varianter af fokus for venstreorienteredes mishag. Én af disse er bevægelsen for ”Politisk Korrekthed” – som er et forsøg på, at fjerne agitationsfokus væk fra økonomiske reformer, i retning af sociale reformer. Bevægelsen fungerer på to overordnede måder: Den forsøger at ændre den måde vi tænker om verdens mindre velstillede grupper, ved at ændre de ord vi anvender til at beskrive dem med, og på god Nazi-bogbrændende maner, også ganske enkelt at forsøge at undertrykke kundskab og debat. Eksempelvis undertrykker den nævnelsen af noget som helst forslag der forklarer, hvorfor nogle grupper er mindre velstillede, og sandsynligvis forbliver sådan, uanset mængderne af venstreorienteret agitation – eksempelvis påstanden om, at sorte har en lavere nedarvet intelligens end hvide. Der findes ingen måde, hvorpå venstreorienterede tror på sådanne ”bourgeoisi”-idealer som eksempelvis ytringsfrihed. Selv ikke de mest overvældende beviser om noget som helst emne, kan bedømmes som utilstrækkelige, hvis de modsiger venstreorienteredes præopfattelse.

Hvor tung venstrefløjens besættelse med lighed (og deres eremitagtige uvillighed til at behandle verdens virkelige kompleksiteter) influerer Politisk Korrekthed, kan måske bedst anskues i et eksempel fra den britiske arbejdsformidling, der afviste et jobopslag, da det diskriminerede mod uvenlige personer! Et firma havde lavet opslaget, søgende en ”venlig person” til et arbejde for et lokalt cateringfirma, men arbejdsformidlingen afviste opslaget, fordi, som de sagde: ”det kan diskriminere mod visse ansøgere” (Bolton Evening News d. 7 juni, 2002)

Det lyder vanvittigt og det er det også. Men det giver mening: For når staten går ind og opkøber fordringer med ringe bonitet fjerne man dem samtidig fra markedet, og eliminerer derved et risikomoment, som markedsdeltagerne p.t. må kalkulere med. Fordi de ikke længere behøver kalkulere med risikoen for ikke at få udlånte penge ind igen, vil bankerne være mere villige til at låne hinanden penge på interbanklånemarkedet.

Og ikke nok med at det er vantittigt. Det er også uansvarligt.

Først og fremmest fordi de mennesker der betaler for denne bailout - skatteyderne - er uden skyld i bankernes mismanagement. Kollektiv afstraffelse er forbudt i både militæret og ved domstolene -- men åbenbart ikke i de her tilfælde.

Dernæst er det uansvarligt overfor fremtiden; fordi en disse 700 milliarder nytrykte dollars vil bidrage til inflationsspiralen, der vil være med til at udhule de selv samme 700 milliarders værdi. Derved gør man en bjørnetjeneste overfor de mennesker, der til at begynde med ikke har kunnet betale sine lån tilbage til bankerne - de lån, der danner grundlag for hele krisen. For fordi de ikke har ret mange penge, har de heller ikke nogen nævneværdig mulighed for at lade dem forøge i værdi på andre måder end ved at have dem på en bankbog, der giver en årlig rente, som -- pr. definition -- ligger under niveauet af den reale indlation.

Standard & Poors 500-index er ovenpå nyheden faldet med mere end tre pct. Tænk over det engang.

Markedet har ikke tillidt til Bush administrationens såkaldte redningsplan, som, hvis jeg skal være lidt ideologisk, ikke er meget andet end ren og skær socialisme. Og hvis ikke markedet har det, hvorfor skulle os, der ikke deltager på det, så have det?

Så givet den venstreorienteredes spinkle intellektuelle og retoriske ressourcer, må den venstreorienterede kompensere for denne tomhed, ved at advokere så meget mere blindt og voldsomt for dette. Hvis alle mænd er lige, så må alle racer også være det, ikke sandt? Så den venstreorienterede kan ikke tillade nogen form for racebevidsthed, med mindre den venstreorienterede opgiver ét af de to spinkle strå, denne klynger sig til, for at have noget at sige.

Hvorfor forlader venstreorienterede sig så meget på disse to intetsigende slogans? Fordi de i realiteten ikke er interesserede i at løse nogen problemer overhovedet. De er kun interesserede i at lave forandringer. At løse dybtgående sociale og økonomiske problemer i vort komplekse samfund, kræver tankevirksomhed, detaljerede undersøgelser, dyb forståelse af problemstillinger, kreativ tænkning og tålmodighed – og disse ting er den venstreorienterede ganske enkelt overhovedet ikke interesserede i. Kun forandringer har interesse. ”Lovgivning” er de venstreorienteredes simple ”løsning”.

Anti-kapitalismen lever i bedste velgående. I Danmark, i EU, i USA, i Asien, i Sydamerika og i Afrika. Verden over går unge på gaden, iført elefanthuer, råber slagord, spiller på guitar og ødelægger McDonaldsbutikker. Deres forældre går på café, hvor de drikker drikker fair trade-kaffe, køber øko-grønsager og slapper af foran en ballet i svensk TV, medens de stille og roligt falder i søvn i Wegner-møblementet.

Hyggeligt er det - og på samme måde skræmmende. For verden udenfor er jo ond. Den styres af griske virksomheder, hvis ledere mødes til hemmelighedsfulde konferencer, hvor de køber politikere, så der ikke bliver stillet spørgsmål til deres tvivlsomme forretningsmetoder. Og AIDS-børnene i afrika og strålekanonerne på sygehusene er der jo heller ignen der tænker på!

Ja, som socialist er verden et ondt sted. Det dokumenterede en undersøgelse sidste år også: Jo mere borgerlige man er - desto mindre bekymret om fremtiden er man. Det er da værd at tænke lidt over.

Men endnu mere vigtigt er nok årsagen til, hvorfor folk er anti-kapitalister.

Jeg er overbevist om, at en del af problemet med anti-kapitalismen ligger i, at anti-kapitalisterne slet ikke ahr forstået, hvad kapitalisme er.

For hvad er kapitalisme?

Kapitalisme er én ting: Det er navnet på ethvert økonomisk system, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne ejes af private og ikke af fællesskabet/samfundet/staten.

Kapitalisme er ikke korporatisme - dvs. et økonomisk system, hvor virksomhederne dikterer spillets regler.

Kapitalisme er ikke etatisme - hvor folkestyret bestemmer hvad de enkelte virksomheder skal bruge deres midler til.

Kapitalisme er ikke giftudledninger i Indiske floder.

Kapitalisme er ikke den sociale massegrav - fordi kapitalismen slet ikke handler om hvad skatterne bruges til.

Og listen kan fortsætte -- for kapitalismen er igenem tiden blevet skudt meget i skoene. Meget, som den slet ikke har noget med at gøre.

Som jeg har skrevet nægter jeg at tro på, at alle de mennesker -- unge som gamle -- der kalder sig selv for anti-kapitalister rent faktisk er det; ihvertfald for største delens vedkommende. Hovedparten er ganske givet etatister og elsker skatten; men fra derfra at slutte, at man også er modstander af, at man som privatperson skal kunne eje ejendom, er nok at stramme skruen lidt for meget.

Gamle Marx er nemlig blevet fremmanet fra det limbo hans sjæl befinder sig i og er, vil journalisten gerne fortælle os, ved at få sine økonomiske teorier gjort stuerene, nu hvor en marxistisk økonom (de findes åbenbart stadig - LOL!) fra Storbritannien udstiller sin galskab for avisens læsere: Denne gang vil kapitalismen ikke blive tilgivet.

Eller sagt lidt anderledes: Hvis vi vil udgå fremtidige bankkriser, så må vi forbyde folk: 1) at eje ejendom; 2) at lede og fordele arbejdet for dem de betaler for at arbejde for sig.

Hmm... Mon ikke Information burde have tænkt sig om, før de trykte den slags pølsesnak?

Ils viennent donner raison aux gauchistes qui accusent les défenseurs du libre marché d'être contre le socialisme pour les pauvres, mais pour le socialisme lorsque ça favorise les riches.

Martin Masse à propos du plan de sauvetage des banques états-uniennes.

(Photo : faisalee)

Ajout :

Vu à l'instant sur le blogue de Martin Petit :

Goddag

Jeg har i dag i Børsen læst, at Danske Bank har frasolgt en portion aktier, som I mener er uetiske at eje.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Jeres syn på hvad der er etisk og uetisk i forbindelse med aktieejerskab har nogen indflydelse på Jeres tilbud ifb. med aktiehandel m.v.

Som udgangspunkt vil der være meget beklageligt, hvis jeg ikke længere har mulighed for at købe aktier i våbenfabrikanter via Jeres system -- men heldigvis er der andre banker, der vil lade mig bestemme, hvor jeg kan placere mine egne penge.

Skulle I, mod min forventning, ikke have indskrænket mine rettigheder til at gøre som jeg vil med mine egne penge, vil jeg gerne have, at I ophører med at fortælle omverdenen om Jeres syn på hvilke aktier der er etiske hhv. uetiske.

Jeg ser frem til hurtigt svar.

På forhånd tak.

Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Kvinder elsker derimod tvang, vold og rettighedskrænkelser -- ihvertfald forholdsmæssigt mere end mænd.

Hvorfor dog det? Jo, andelen af kvinder, som stemmer på et socialistisk parti er større end andelen af mænd.

Sjovt, ikke sandt?

Simon Espersen har meget mere herom.

Si ens centrem a l'Estat espanyol, veiem com el govern teòricament d'esquerres de Zapatero aplica una defensa ferotge del lliure mercat, sense voler intervenir-hi, perquè al final aquest ja s'autorregularà. Unes paraules que recorden molt les dels teòrics liberals de dècades enrere, que blasmaven de Keynes per intervencionista i per posar pals a les rodes al majestuós equilibri espontani i perfecte de la llei de l'oferta i la demanda.

L'anàlisi alternatiu seria que des de l'executiu central no tenen ni idea de què fer i, per aquest motiu, no fan res. I podem sospitar que les coses van per aquí, atenent a algunes de les poques mesures que s'han pres al respecte: introduir capital per reflotar una bombolla immobiliària a qui tothom culpa de la crisi (perquè quan peti definitivament, peti més fort?), reduir en un 70% la contractació pública per reduir la inflació (quan tothom coincideix que l'increment de l'IPC és degut als exagerats marges de benefici empresarial i no a les despeses laborals o a un suposat augment del poder adquisitiu de les classes treballadores), aplicar ara la Directiva Bolkenstein de privatització dels serveis públics (no fos cas que l'Europa liberal hagi de frenar per culpa d'una petita crisi...) o congelar els sous dels alts funcionaris i càrrecs polítics (les seves nòmines de mínim 80.000 € (més dietes i àpats, que en són la major part i no se'n veuen afectades) segur que se'n ressenteixen molt, d'aquesta mesura!). Què serà el següent i igual d'efectiu? Posar la crisi com a excusa per no pactar amb Catalunya un bon sistema de finançament? Ai, no, que això ja s'està fent...

El que no es pot negar és que l'aparell comunicatiu del PSOE ha tornat a actuar de meravella, fent-nos creure que la crisi ve de fora i per culpa de la crisi immobiliària mundial, quan l'Estat espanyol és el que presenta pitjors xifres en tots els sentits, a nivell de la UE-27 i l'OCDE, i quan la principal font de desocupació no és la construcció, sinó l'electrònica i la indústria. Llavors, tot i que sí és cert que la situació no és bona a nivell global, potser aquí no s'hagi fet bé alguna cosa, si és on ho rebem més, no? I, davant de tant de desgavell, qui pateixen més tot això són, per variar, la classes treballadores, que veuen com les xifres d'atur i inflació pugen, mentre el poder adquisitiu i la despesa en serveis socials es redueixen. En temps de bonança, uns s'enriquien i els altres s'apretaven el cinturó pel bé de tots, mentre que ara, en temps de crisi, els altres han d'apretar-se el cinturó més que mai, mentre els uns segueixen enriquint-se sense parar (només cal mirar les xifres de benefici de les empreses, sobretot les de l'IBEX 35 i de bancs i caixes).

I, mentrestant, als EUA, l'administració Bush decideix nacionalitzar les entitats financeres que fan fallida. S'han begut l'enteniment i ara fan política socialista? No ben bé, ja que això significaria que la riquesa del gran capital es repartiria en serveis socials per a les classes treballadores, mentre que el que succeeix als EUA és que amb els impostos dels contribuents se salven unes empreses que s'havien fet d'or a base de collar les classes treballadores i especular a tort i a dret. El neoliberalisme fa un pas més i redistribueix la riquesa del més pobre cap al més ric...

Així doncs, la situació queda en què, d'una manera o altra, la riquesa es privatitza en poques mans i la misera se socialitza entre la majoria, les classes treballadores. Veient-ho així, doncs, potser no m'hauria d'estranyar tant, ja que aquest és un capítol més de la novel·la de sempre...

Le libéralisme est en pleine crise. Chaque jour apporte une preuve nouvelle de son incapacité à faire vivre l’humanité dans la paix et le développement harmonieux. Le monde a connu en un siècle des progrès techniques inimaginables. Et pourtant il connaît plus que jamais la faim, le chômage, l’aggravation des inégalités, le gaspillage des ressources naturelles, le réchauffement climatique.

C’est le moment ou jamais d’opposer au libéralisme notre projet socialiste.

Lorsque, ayant atteint le bout du bout de la déconfiture de la logique capitaliste, les dirigeants supposés libéraux tentent de sortir de l’impasse, ils font appel, dans les pires conditions, à des méthodes que d’aucuns qualifient de « socialistes », parce ce qu’ils font intervenir l’Etat, c’est à dire les contribuables, c’est à dire le plus grand nombre, pour enrayer la panique de la minorité qui fait fortune sur le dos de la majorité. Si le socialisme devait se réduire à cette caricature, à privatiser les profits quitte à nationaliser les pertes, nous ne serions évidemment pas socialistes.

Mais ce que viennent de démontrer les prétendus libéraux, c’est que leur refus idéologique de l’intervention de l’Etat comme leur refus du protectionnisme – nous venons de le voir dans l’affaire Boeing/Airbus – n’a de sens à leurs yeux qu’aussi longtemps qu’ils favorisent les intérêts d’une minorité de plus en plus abusive. Le libéralisme n’est que le cache sexe d’une politique d’inégalité sociale et d’impérialisme des grandes compagnies mondiales.

Nous, les socialistes, nous avons un autre projet. Nous n’opposons pas je ne sais quel collectivisme imposant sa dictature à l’individu, je ne sais quelle économie administrée, à la sainte logique du marché libre et de la concurrence prétendument non faussée. Nous disons tout simplement que s’en tenir au fonctionnement du marché ne peut qu’aboutir à une société aux injustices croissantes, attentatoire à la liberté des individus, gaspilleuse des richesses naturelles, et instaurant finalement la dictature du profit.

Nous les socialistes, pour atteindre nos objectifs de justice sociale, d’épanouissement de chacun et de tous, dans un monde économiquement et écologiquement équilibré, nous refusons le faux angélisme libéral. Nous voulons une Europe dans laquelle la concurrence ne soit pas faussée par le dumping social ou fiscal. Nous voulons une mondialisation qui ne soit pas rendue intolérable par la concurrence par les bas revenus. Nous voulons pouvoir garder et développer de puissants services publics pour lutter contre les inégalités sociales ou géographiques. Nous voulons encadrer le jeu de Monopoly auquel se livrent les puissants.

Et pour cela, nous avons appris de l’histoire que seule la puissance publique peut imposer la démocratie, la justice et l’intérêt général. L’histoire nous a aussi appris que les pouvoirs publics demeurent impuissants, surtout dans un monde ouvert à tous les vents, s’ils ne disposent pas du contrôle des principaux outils du pouvoir économique, les grandes institutions financières et les grands moyens de production, contrôle que seule la propriété peut leur apporter. Et nous sommes donc prêts à faire intervenir l’Etat et à nationaliser, non pas pour venir au secours de spéculateurs paniqués, mais pour orienter l’économie dans le sens de l’intérêt général.

Voilà ce que nous les socialistes, si nous sommes conséquents, nous pensons. Eh bien il faut le dire ! Il faut reconquérir l’opinion publique ! Il faut faire mentir Fillon quand il affirme que la droite aurait gagné la bataille idéologique. Il faut reprendre cette bataille que nous n’aurions jamais du abandonner. Sinon notre retour au pouvoir ne serait que le résultat d’un « effet zapping » évidemment sans lendemain.

Le socialisme n’est pas à ranger au rayon des « vieilles lunes » comme le prétendait un membre éminent du Parti. Il est plus que jamais d’actualité. Il faut le dire ! Et le moment me paraît plus que jamais opportun.

Or, c’est à ce moment que dans notre parti, la concurrence s’établit pour savoir qui cachera le plus notre identité socialiste et qui brouillera le plus notre image ! Nous ne sommes plus socialistes, nous sommes « de gauche » ! Nous ne sommes évidemment plus révolutionnaires, nous sommes réformistes. Notre déclaration de principes est d’une fadeur incapable de mobiliser les jeunes. Nos présidentiables rivalisent d’appels du pied au centre comme si le Centre pouvait offrir une solution alternative crédible à l’idéologie droitière. Que de temps perdu ! Quel oubli des leçons de l’histoire ! Pourtant François Mitterrand nous avait montré le chemin ! Je le dis à tous ceux qui se sentent une vocation de président. Vous êtes en train de rater le coche !

Il faut à ce parti une orientation socialiste sans ambiguïté. La gauche du parti s’est rassemblée. Je m’en réjouis. Je lui apporte mon adhésion car je souhaite vivement que les militants fassent de cette orientation l’orientation majoritaire du parti. Car je suis convaincu que c’est le seul moyen de revenir au pouvoir avec un authentique projet. Comme je suis convaincu que celui ou celle qui portera ce message sera demain notre meilleur candidat. Mais si cette ambition ne devait pas se réaliser dans l’immédiat, il faut que la gauche du parti ne renonce pas, il faut qu’elle refuse tout compromis bâtard qui affaiblirait son image. Il faut qu’elle incarne clairement, à gauche, l’avenir de nos idées, la fidélité au socialisme, un socialisme dynamique et volontaire, mais un socialisme qui ne cache pas ce qu’il est.

Nous les socialistes nous ne limitons pas nos ambitions à débattre des meilleures techniques de gestion des économies capitalistes. Laissons les technocrates faire assaut dans ce domaine de leur imagination.

Nous, nous sommes les héritiers de la Révolution Française. Nos anciens ont su porter dans le monde des idées nouvelles. L’idée socialiste n’a jamais été vraiment mise en œuvre. Elle est toute neuve. A nous de la porter, sans honte.

Jacques Fleury